Herlevs historie

Ulla Worm blev den første kvinde i Herlevs Kommunalbestyrelse, da hun i 1950 blev valgt ind for de konservative. Hun sad der til 1970 og nåede blandt andet at være formand for socialudvalget, børne- og ungdomsværnet, skolekommisionen og biblioteksudvalget.

Desuden fungerede hun i egenskab af viceborgmester som borgmester i en periode i 1961-62, hvor borgmester Valdemar Plantener var indlagt efter en trafikulykke.

Fra 1968 til 1973 var hun medlem af folketinget, valgt ind i Rødovrekredsen.

Ulla Worm var gift med forpagter August Worm fra Ll. Birkholm, der gennem en årrække var formand for Det Konservative Folkepartis Herlevafdeling, og hvis far, Kristian Worm, havde været Herlevs første sognerådsformand tilbage i 1909-1912.

Grundlæggelsen tilskrives på en sten i våbenhuset Matthis Jensen, der ejede to brydegårde i sognet, men det er næppe helt korrekt. Han døde i 1480 og kirkens ældste dele er fra omkring år 1400. Til gengæld har han sandsynligvis bidraget med tilbygning af både våbenhus, sakristi og kirketårn.  

Før denne kirke blev  opført måtte borgerne herfra vandre helt til Gladsaxe kirke. Herlev kirke fik status af annexkirke til Gladsaxe, og Herlev blev først et selvstændigt sogn i 1921, 12 år efter kommuneadskillelsen.

I 1539, dvs. få år efter reformationen, overdrog kongen ejerskabet af Herlev Kirke til Københavns Universitet. Det tilknytningsforhold bestod helt indtil 1934, hvor kirken overgik til selveje.

Svenskekrigene 1658-60 gik voldsomt ud over Københavns omegn, og det gik også hårdt ud over  Herlev Kirke, der siges at være blevet brugt som stald af de svenske tropper. Først omkring år 1700 fandt man midler til restaureringen af den medtagne kirke.

Restaureringsarbejde er dyrt og tidskrævende, så der er gået årtier mellem hvert arbejder op gennem de følgende århundreder.

Herlev Kirke og gadekæret, 1955.

I 1960 blev der bygget nyt sakristi på kirkens nordside.

I midten af 1990'erne ønskede menighedsrådet at få en moderne udsmykning af kirken. Man nåede frem til, at de tre vinduer i østvæggen ikke skulle åbnes, men derimod forsynes med malerier. I 1997 kunne man indvie tre malerier i vinduerne og et maleri på alterbordets forside af Bodil Kaalund.

Herlev Kirke genindvies efter restaurering i 1962.

Den første skole i Herlev lå ved kirkepladsen. Den blev oprettet på Frederik d. 5.’s befaling i 1759 efter andragende fra 17 bønder og 21 husmænd i Herlev. Et gammelt kirkehus, der blev lejet af kromanden Olle Perssøn, dannede den fysiske ramme. Det blev indrettet med en skolestue og en lejlighed til læreren. Omkostningerne til driften blev primært dækket af andragerne, men kirken spyttede på kongens befaling også i kassen og kongen selv bidrog med naturalier. Sognepræsten Niels Foss Nielsen, der havde været blandt de meget aktive for skolesagen, leverede en kakkelovn, en bibel samt et eksemplar af Christian d. 5.’s lov, og senere overdorg han til skolen halvdelen af indtægterne fra et lille gadehus i Buddinge.

Eleverne på Herlev Skole omkring 1880.

Skolen havde til huse i denne bygning helt frem til 1906, hvor der blev opført en helt ny bygning til formålet. Den gamle skolebygning tjente som præstebolig til den blev revet ned i 1923.

Herlevs gamle skolebygning.

Da sognekommunerne blev oprettet i Danmark i 1841 blev Herlev sogn med landsbyerne Herlev og Hjortespring en del af Gladsaxe Kommune. I det første halve århundrede en homogen landkommune med en meget begrænset befolknings- og erhvervsmæssig udvikling.

Fra århundredskiftet begyndte København imidlertid at vokse ud af. Langs indfaldsvejene til byen opstod der nye bydannelser og boligområder. I første omgang forblev Herlev forholdsvis uberørt af udviklingen, men i nabosognet Gladsaxe gik det stærkt, ikke mindst i Søborg og Buddinge, hvor villakvarterer skød op i løbet af få år efter århundredskiftet.

I Herlev fulgte man udviklingen med dyb skepsis: Man skulle ikke have noget af at blive en københavnsk forstadskommune. Herlev var et landsogn, og det skulle det blive ved med at være!

”En del Beboere i Herlev”, som de kaldte sig, rettede i april 1906 henvendelse til amtsrådet om at få gennemført en adskillelse. Da andragendet blev behandlet i sognerådet i juni 1906 var meningerne delte. 5 var imod en deling, mens 4 var positivt stemt. 2 var fraværende.

Der blev på Amtets forlangende afholdt en afstemning i Herlev sogn. Samtlige stemmeberettigede stemte for adskillelsen, på nær 6 som ikke stemte.

Herlev grundejerforening pressede på for at fremskynde adskillelsen mest muligt, mens grundejerforingerne i Bagsværd, Buddinge og Søborg på deres side protesterede.

En bekymring var, om Gladsaxe kunne klare sig økonomisk på egen hånd, hvilket skulle vise sig at blive gjort til skamme siden hen.

På et sognerådsmøde 10. oktober 1907 gik samtlige 10 tilstedeværende sognerådsmedlemmer ind for adskillelsen. 

Den 13. august 1908 modtog sognerådet en skrivelse fra Indenrigsministeriet med tilladelse til, at Herlev sogn fra 1. april 1909 udskiltes som selvstændig kommune.

Herlevs første sogneråd, 1909.

Efter 19 måneders hård belejring af København trak de svenske tropper sig endelig tilbage i 1660.
Her efterlod de svenske soldater Herlev og Hjortespring i ruiner, og området lå øde hen.

Fredstraktaten

 De fleste gårde og huse var brudt ned. Sten, spær og tage var transporteret til Carlstad, en hel by som den svenske konge Karl X Gustav havde ladet opføre i Brønshøj.

Da den danske konge Frederik den 3. i 1659 manglede penge til sin krigsførelse, lånte han store summer af bl.a. Københavns borgmester Peder Pedersen. Denne fik til gengæld pant i syv gårde og nogle gamle huse i Hjortespring (dengang kaldet Tøbberup, senere Tipperup eller Tupperup).

Seks gårde tilbage i Hjortespring var ikke pantsat, men de var ribbet for alt. Folk begyndte at vende tilbage i håb om at kunne genopbygge dem og få gang i korn og hushold.  For af mad var der intet, idet de svenske ryttere havde trampet alt korn på markerne ned.
Chr. Jydes enke og Anders Pedersen bosatte sig på Lauritz Pedersens gård og fik gården bygget op igen.

Tolv gårde blev i alle tilfælde bygget op igen, for den 6. april 1772, tolv år senere,  tilskødede Christian den 5. tolv gårde plus en øde plads til hofjægermester Vincent Joachim von Hahn. Han samlede senere alle jorderne under en stor ladegård som han kaldte Hjortespring. 

Befolkningen i Herlev og Hjortespring var halveret af sult og kulde og sammenstød med svenskerne, og nu var der kun 43 beboere tilbage i sognet. Disse boede i midlertidige hytter.
Til kongen skrives der i 1660 ”– den ganske jul igennem havde vi ikke brødkrummer eller viktualier, men opretholdte livet ved at spise kålstokke som blev opsamlet af jorden”.

Også kirken i Herlev var hårdt ramt. I 1660 oplyses det at ”Kirken er ganske ilde medfaren. Alle vinduer og vinduesstænger (sprosser) er borte. Stolene forbrudte”.

Kirken skulle efter sigende have været brugt til opstaldning af det svenske rytteris heste og stod nu foran en større reparation.
Først 42 år efter svenskekrigens afslutning var kirken genrejst.

Når man ser Herlev i dag, kan det godt være svært at forestille sig den lille landsby, hvor gårdene lå omkring gadekæret. Særligt efter 2. Verdenskrig er det gået hurtigt, selv om der i planlægningen er taget hensyn til det rekreative.

Herlev var en af de kommuner, tæt på København, der kunne lokke virksomhedsejere med store industriarealer og god infrastruktur i årene omkring krigens begyndelse.

Det var dog ikke nyt med industri i kommunen. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet blev der anlagt væsentlig industri i bymidten, og under 1. Et konsortium af gartnere fra Amager købte Enggården, og her dyrkede de hvidkål og anlagde et grønsagstørreri. Da man holdt op med at bruge tørrede grønsager efter krigen, måtte fabrikken lukke. Det var dog først fra 1944, at der for alvor kom gang i industribyggeriet.

Der er tre industriområder i Herlev:

Industriområde I på 776.000 m2 beregnet for større industrivirksomheder ligger syd for jernbanen og vest for Ringvej B3.

Industriområde II på ca. 89.000 m 2 for mindre industri-og håndværksvirksomheder ligger syd for jernbanen mellem Viemosevej og Kagsmosen.

Industriområde III på ca. 260.000 m 2 tæller især mellemstore og mindre virksomheder og ligger nord for banelinien og vest for Marielundvej.

Herløv kro er et af de eneste bygninger i Herlev, der har overlevet tidens tand.
Den blev bygget i 1863 af en købmand, der hed Hans Georg Hansen. Kroen fik ingen nem start - den var tæt på falittens rand i 1870, men kroen overlevede - sikkert fordi den blev solgt.

Rasmus Christian Henriksen overtog stillingen som landbetjent i Herlev 31. marts 1927 efter Jørgen Thiesen, der havde været kommunens første betjent ved sin tiltrædelse i 1911.

Betjent Henriksen, kaldet Goliat.

Betjent Henriksen fik tilnavnet Goliat, fordi han var en stor og kraftig mand med megen myndighed og handlekraft. Heldigvis var han god og rar, og havde ry for at være retfærdig, så han var populær. 

Han fratrådte stillingen i 1949.

Den 15. juni 1879 blev Frederikssundsbanen indviet efter en langvarig og vanskelig anlægsperiode.

Banen gik gennem Herlev sogn, og der måtte eksproprieres jord fra bl.a. Statiosngård og Kagsgård, også for at få plads til stationen.

Trods stationens placering et stykke fra selve Herlev by gav det kraftige forbedringer af rejsemulighederne for egnens folk. Nogen større betydning for byudviklingen i sognet fik banen dog ikke i første omgang.

Som tiden gik blev man i Herlev mere og mere utilfreds med kun at have et par afgange om dagen, og man arbejdede ihærdigt på at få en hyppigere toggang, ikke mindst af hensyn til de mange borgere, der arbejdede i København. Men forbedringerne gennemførtes kun langsomt.

Herlev station i starten af 1900-tallet.

Da S-togslinierne, der var indført i København i 1934, blev forlænget til Vanløse i 1941 blev Frederikssundsbanen endda reduceret til en stiklinie med togskifte i Vanløse for blandt andre Herlev-borgerne.

Endelig i maj 1949 blev S-toget ført igennem til Ballerup så man i Herlev kunne stå på et tog hvert 20. minut.

Herlev station ved indvielsen af S-togsstrækningen

Indtil midten af 1900-tallet var Herlev og Hjortespring blot landsbyer et godt stykke uden for København.

Hjortespring hed oprindeligt Tubberup eller Tibberup. I 1672 fik overjægermester Vincent Joachim von Hahn skøde på landsbyen, og han byggede en herregård, der kom til at hedde Hjortespring.
I 1771 blev jorden udstykket til bøndergårde og en ny landsby blev opført, og den tog navn efter herregården.

Herlevs jorder blev udskiftet i slutningen af 1700-tallet. Den udskiftningsmodel man valgte i Herlev kaldes stjerneudskiftning. På kortet ovenfor kan man svagt ane stjernen. Stjerneudskiftninge betyder, at gårdene blev liggende i byen, men med jorden ud fra den enkelte gård. Dermed fik jorderne stjerneformen. For at få kabalen til at gå op, måtte enkelte gårde flyttes ud af landsbyen.

Herlev er iøvrigt blevet stavet på flere måder igennem tiderne, herunder Herløff og Herløu/Herløv.

Børn på børnehaven "Ved Banens" legeplads, 1984.

Jubilæumsoptog ved kommunens 75-års jubilæum i 1984.

Herlevbørn klar til start i sæbekassebilløb engang i 1970'erne.

Fodgængertunnellen fra Herlev Torv til Bangs Torv bygges i 1965.

Boligkomplekset "Hollywood" mellem Herlev Hovedgade og Gåseholmvej omkring 1950.

Kvinde med barnevogn, fotograferet ved "Hollywood" i 1949.

Gymnaster fra Hjortespring Idrætsforening, 1949.

Modstandsfolk i Herlev, maj 1945.

Herlevs første rensningsanlæg under opførelse i 1938.

Stuehuset på Lille Birkholm, der ikke står længere.

Herlevs kommunale brandkorps oprettet i 1932.

Smedie/automobilværksted på hjørnet af nuværende Herlevgårdsvej og Herlev Bygade.

"DUI Leg og Virke", foto fra 1920'erne.

Herlev sogneråd 1917-1921.

Slagterens gård, Herlev Bygade, omkring 1910.

Høstarbejde på gården Lille Birkholm.

Landvaskeriet på Hjortespring i starten af 1900-tallet.